Indbydelse til Paragliding Danmarksmesterskaber 2010
og
Bassano Funcup
Funcup mandag d.29/3 til onsdag d.31/3
DM torsdag d.1/4 til søndag d.4/4
Sted
Basen for konkurrencen er, ligesom tidligere år, Tillys, Bassano.
Beskrivelse
Funcuppen er den samme som vi kender den. Læs evt. mere nedenfor.
I år vil vi udvide successen ved at lade Funcuppen blive efterfulgt af DM.
Arrangementerne vil være ens, bortset fra at der nok ikke vil være helt så meget guiding under selve flyvningen under DMét og resultaterne vil tælle på vores rangliste.
Formatet er enkelt; der er vægt på uformel og afslappet stemning, at få en masse god flyvning, at blive introduceret eller lære en masse om konkurrence/ opgaveflyvning og frem for alt, en masse gode og sjove oplevelser sammen med ligesindede!
Formenligt bliver det muligt igen i år, at erfarne piloter lader sig falde lidt tilbage og guider mindre erfarne gennem tasken under Funcuppen.
I 2009 var der 17-18 deltagere og mange havde deres hidtil største flyvemæssige oplevelser med lange flyvninger og målsucceser. Andre fik prøvet at programmere GPS’en, at tage starten o.l.
Vi sørger for at briefe alle via radio om morgenen om hvor vi skal hen, og sætter en opgave fra den valgte start. Vi flyver sikkert enten i Bassano eller i Feltre, men fordi det ikke er endeligt afgjort på forhånd, er det en god idé at følge med i radiobriefingen om morgenen.
Om aftenen tager vi imod gps tracks, scorer flyvningerne og laver en samlet rangliste.
Der er ikke transport, madpakker, kort, T-shirts eller ophentning. Vi ringer normalt sammen og hjælpes ad med evt. ophentning rundt omkring og det plejer at virke helt fint. Hvis nogen er interesserede i at stå for organisering af noget ophentning, er vi gerne behjælpelige.
Hvorfor så sen udmelding?
Funcup er jo en tradition, som vi ikke normalt gør et stort nummer ud af at reklamere for. De fleste ved at det er der og at man er velkommen.
I år er det så kombineret med DM. Og vi beklager, at vi ikke har været i stand til at proklamere dette noget tidligere.
Årsagen er, at vi først nu har fået grønt lys fra DIF for at måtte afholde officielle DMér i udlandet. Og det tog desværre meget længe tid at få, end vi havde forventet.
Vi håber ikke at det vil være et for stort problem for nogen. Og håber også, at det vil blive set som formildende omstændigheder, at de fleste vel allerede har planlagt at være i Bassano alligevel og at der ingen tilmeldingsfrist er.
Deltagerkrav
Parapro Trin 4. – hvis det kniber, kan der være mulighed for at få dispensation. Kontakt os gerne med det samme.
Udstyr: GPS (medbring dit kabel)
Pris
Gratis
Tilmelding
Der er ingen tilmeldingsfrist. Men vi vil meget gerne have en indikation fra dig, hvis du på forhånd kan sige at du er interesseret. Bare så vi har en idé om hvor vi er.
Vi håber på rigtig mange deltagere idet unionen kun modtager tilskud fra DIF hvis der er minimum 15 deltagere.
Skriv eller ring til Marcus:
marcumulus(snabela)gmail.com
61 655 644
Med Venlig hilsen
Paraglider Eliteudvalget